fredag den 23. juli 2010

19. juli 2010

I dag skulle vi så på turen til Samui aquarium & tiger zoo, som ligger på øens sydlige del. Vi ville blive hentet omkring middagstid, så for et undgå solen tog vi en formiddag på værelset. Ungerne fik set den nye Karate kid film, som vi fik købet en aften. Desværre var det vist en kinesisk udgave, som var censureret flere steder. I hvert fald var flere sener klippet ud, specielt dem hvor de kinesiske børn kom til at fremstå som de onde.

Vi blev hentet med en smule forsinkelse, men det betød ikke det helt store, vi nåede det hele alligevel. Fremme ved Samui aquarium & tiger zoo kunne vi se at de også her havde været gode til at få lavet nogle billeder, hvor stedet virker større og flottere end det i virkeligheden er. Når det så er sagt var det nu en fin tur. Vi blev først vist hen i akvariet, hvor der var en udstilling med fiskelivet omkring Koh Samui. Der var et bassin med havskildpadder som man kunne fodre. Det syntes ungerne var rigtig sjovt. Det virkede nu lidt synd at ingen af bassinerne var særlig store. Efter turen i akvariet kunne vi lige nå at spise den sandwich der flugte med i prisen, men da den lige skulle varmes først blev vi hurtigt guidet hen for at få taget billeder med en tiger. Det var jo turens højdepunkt, og vi har fået billederne med på en cd, så vi kan få dem fremkaldt når vi kommer hjem. Efter vores fotosession med den store tiger, skulle vi skynde os hen for at se et show med søløver. Dette var faktisk et fint show, og efter showet havde vi mulighed for at få taget billede med en søløve. Kun Natasha ville, efter lidt pres fra forældrene, men billedet blev rigtig fint. Natasha fik et stort kys på kinden af søløven, og den skulle efter sigende lugte lidt af fisk.

Efter en lille pause og en is, var det tid til det vi troede kun var et show med tigre. Desværre var der lige indlagt et show med fugle i programmet også. Det var bestemt ikke noget Lilli brød sig særlig meget om. Specielt ikke fordi nogle ret store fugle blev sendt ud og flyver hen over publikum. Hun overlevede dog, og vi fik set showet med tigrene også. Efter showet havde vi lige 20 minutter inden vi igen blev hentet. Dem brugte vi på at ungerne fik taget billeder med en tigerunge. Dette var godt nok ikke med i prisen, så vi måtte betale ekstra, men hvor tit har man lige mulighed for at få taget billeder med en rigtig tiger?

Tilbage på hotellet var det bare med at komme i badetøjet og ned i poolen i en fart. Det var rigtig dejligt at blive kølet af efter en varm dag. Ungerne havde en t-shirt på for ikke at få mere sol på de ømme steder. Den skal de nok også have på i morgen, bare for en sikkerhedsskyld.

Vi gik tidligt ud for at spise aftensmad. Vi ville lige ud og kigge på nogle flere postkort. Vi fik sendt alle dem vi havde købt sidst, så der var ikke noget til os selv. Flemming foreslog om vi ikke skulle tage ind og se et kabaret show med dragqueens. Ungerne synes det var lidt underligt at mænd havde klædt sig ud som damer, men det var nu god underholdning alligevel. En af tjenerne var helt forelsket i Alexander, og kunne slet ikke lade være med at komme hen og nusse ham i nakken. Alligevel lykkedes det for ham at falde i søvn under showet, hvilket blev bemærket af flere af de optrædende, og vores bord fik en del af opmærksomheden. Efter showet var der mulighed for at få taget billeder med de optrædende, men det var lidt besværligt med et sovende barn på armen, så vi gik bare hjem for at putte ungerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar