fredag den 23. juli 2010

22. juli 2010

Så kom dagen, hvor vi skal tage et vemodigt farvel med Koh Samui. Det har virkelig været den helt perfekte afslutning på en dejlig og uforglemmelig rejse.

Vi startede dagen med at pakke det meste af vores bagage sammen for der efter at gå ned og spise den sædvanlige dejlige morgenmad på hotellets terrasse med udsigten ned til vandet. Det bliver altså underligt at skulle spise havregryn der hjemme igen.

Næste punkt på dagens program var afprøvning og afhentning af tøj hos skrædderen og de sidste souvenirindkøb. Tøjet var helt perfekt – dejligt, for så skal Lilli ikke bruge tid på at finde tøj til brylluppet, når vi kommer hjem til Danmark. Da vi var færdige hos skrædderen, var der tid til at kigge nærmere på forretningen, som forhandlede de gode kopitasker. Vi havde været forbi 2 dage i træk, men der var bare lukket og slukket og gardinerne var trukket helt for, og nabobutikken vidste heller ikke om eller hvornår de lukkede op igen – ÆV, ÆV og 3 x ÆV, for det var bare det bedste sted at handle tasker. Desværre havde vi heller ikke heldet med os denne gang. Der var stadig lukket. I stedet fortsatte vi lidt længere ned ad Chaweng Road, for ud over souvenirs skulle vi også finde nogle små elastikker til Natashas fletninger, som var begyndt at se lidt tvivlsomme ud i enderne. Vi fandt både elastikker og souvenirs, så de par ting kunne vi også stryge af listen.

Det var efterhånden blevet tid til frokost, for vi skulle jo være tilbage på hotellet for at kunne tjekke ud kl. 14, og de allersidste ting skulle pakkes i kufferten. Vi fandt en restaurant, som efter sigende skulle være ”Lonley Planet Recommended”, der var også en del mennesker, men vi havde jo stadig 2 timer at gøre med, så det skulle nok kunne lade sig gøre, ikke? Desværre var der temmelig lang ventetid på maden, og først 12.50 havde vi fået den sidst ret serveret. Heldigvis var det ikke Natasha eller Alexander, for med deres tempo, var vi nok ikke blevet færdige helt så hurtige. Trods den langsomme servering var maden helt fin men alt for dyr i forhold til kvalitet. Kl. 13.05 havde vi betalt, og så var det hjem mod hotellet igen. Vi fik pakket vores ting ned, og nåede at tjekke ud til tiden.

Vores bagage kunne vi heldigvis få opbevaret i receptionen indtil vi skulle køres i lufthavnen. Så nu gik turen igen ned af vejen for at se lidt på de sidste butikker, få en sidste gang massage og så sikre os en tidlig aftensmad. Vi startede med at gå ned af vejen for at se butikker, men nåede ikke længere end den taskeforretning Lilli har længtes efter de sidste tre dage. Nu var den nemlig ÅBEN! Lillis nærmest fløj der ind, men så kom næste problem, hvad for nogle skulle hun nu vælge? Det tog sin tid med det lykkedes da til sidst at få tre tasker med hjem, Flemming måtte købe en tegnebog for at få prisen presset ned. Den tid Lilli brugte på at se på taske gjorde at vi ikke kunne nå at shoppe mere, men i stedet gik vi ind et sted og bestilte en fodmassage til hele familien. Det var rigtig skønt og ungerne nød det også. Natasha fik også ordnet negle på fingrene når nu vi alligevel sad der. Hun fik lavet manicure og efterfølgende dekoreret neglene med maling af blomster. Det blev rigtig flot, og hun nyder at blive nusset. Hvordan skal det ikke gå om bare nogle år? Faren fornemmer det kan gå hen og blive dyrt.

Efter massagen fik vi en tidlig aftensmad på den lille restaurant der efterhånden er blevet vores stamsted. Maden er god og rigtig billig. Da vi havde spist passede det lige med tiden til at gå tilbage til hotellet for at skiftet tøj og pakket taskekøbene i kufferterne.

I lufthavnen fik vi tjekket ind, men vi kunne kun tjekke ind til København, pokkers også, så skal vi alligevel slæbe al bagagen rundt i Kastrup lufthavn. Flyet til Bangkok var en times tid forsinket, men vi havde god tid inden afgangen med flyet til København så det var ikke noget problem. Der var gratis snacks og drikkevarer i lufthavnen på Koh Samui, så den ekstra ventetid blev bare brugt på at spise, og lægge de sidste billeder over på computeren. I Lufthavnen i Bangkok kom vi for første gang på turen til at gå lidt forkert til vores næste gate. Vi kom dog hurtigt på rette spor og fik fundet det rigtige sted. Der var en lille legeplads, hvor ungerne hurtigt fandt sammen med nogle andre danske børn, så den frygtede ventetid i de sene nattetimer gik meget hurtigere end forventet, og underne så vi ikke meget til, de legede med de andre. Med en halv times tid til vi skulle boarde gik vi ud for at bruge de sidste bath som vi ikke havde fået brugt endnu. Det blev ikke til alverden, da priserne i en lufthavn ikke ligger i den lave ende, men en lysestage til duft-olier og lidt slik til ungerne blev det da til.

Ombrod på flyet blev både ungerne og Flemming overmandet af trætheden. Der gik ikke lang tid før alle tre sov, og de nåede ikke at få den første mad-servering. Selv om det var tiltrængt med lidt søvn er Flemming ikke ret god til at sove den slags steder, så efter et par timer vågnede han igen og kunne selvfølgelig ikke falde i søvn igen, og så er de sidste 7-8 timer i et mørkt fly uden film altså lang tid.

21. juli 2010

I dag skulle der bare slappes af og bades ved stranden. Lilli skulle først op og prøve kjolen en sidste gang klokken 17.00 så der var masser af tid ved stranden. Det lovede ellers ikke alt for godt for dagen i dag. Da Flemming vågnede ved 5 tiden var det regnvejr, og ude i det fjerne kunne der ses lyn. Heldigvis skiftede vejret i løbet af en times tid, og en times tid senere kunne vi stå på altanen og se en rigtig flot solopgang. Fra da af var der bare fuld knald på solen så der skulle drikkes godt med vand ved stranden. I dag var det så Flemmings tur til en gang thai massage på stranden. Det er altså bare skønt.

Da Lilli havde været oppe og få prøvet kjolen en sidste gang og Flemming havde prøvet skjorte nummer to gik vi ned for at få lavet fletninger i Natashas hår. Det tog sin tid, og Lilli så sit snit til at får ordnet neglene i mens. Endelig var det blevet tid til at gå tilbage til hotellet for at få vores sidste afskeds middag. Den var dog lidt en skuffelse. Maden var rigtig dyr og vi var de eneste i restauranten ud over et andet par som kom lidt efter os. Prisen for vores middag var omkring fem gange så dyrt i forhold til de andre steder vi har spist, og maden var ikke fem gange bedre, men nu er det da prøvet.

Efter maden var vi alle rigtig trætte, så vi gik direkte op på værelset og fik smurt de solbrændte kroppe en ekstra gang, og så var det ellers på hovedet i seng.

20. juli 2010

I dag skulle den stå på strandtur hele dagen, men først skulle vi op til skrædderen, for at få taget de sidste mål til Lillis kjole. Flemmings skjorter var allerede færdige, og de passede helt perfekt. Lillis kjole skulle rettes lidt til, og i morgen sidst på eftermiddagen kan hun komme ned og prøve den igen. Det er utroligt de kan gøre det så hurtigt. Inden vi gik på stranden tog vi lige en frokost og så stod den ellers på badning. Ungerne havde igen i dag en t-shirt på for ikke at blive forbrændt. De er stadig ikke meget for at komme op og holde en lille pause og få solcreme på, så en t-shirt er nok den bedste løsning.

Efter et par timer ved stranden gik vi op i poolen. Natasha har de sidste dag lånt et par svømmefødder, som hun er blevet rigtig god til at bruge. Alexander har ind til videre holdt sig lidt tilbage med at svømme, men i dag var så dagen hvor han fandt ud af at han godt kunne. Han begyndte at springe i fra kanten og dykkede så ud til os. Dejligt også at se ham boltre sig i vandet.

Efter aftensmaden tog vi en taxi ud til Tesco, men er et mindre indkøbscenter. Vi havde fået at vide at vi sikkert ville kunne finde elektronik der. Det var dog en kæmpe skuffelse. Tesco bestod af ganske få mindre butikker og et supermarked, der kan sammenlignes med Bilka. De havde godt nok Ipods, som Natasha gerne vil have, men de er også her meget dyre. Nu her vi gjort hvad vi kan de steder vi har været, men det ser ud til hun må vente til vi kommer hjem. Vores taxichauffør mente at det ville være en god ide med en dag eller to i Bangkok for at shoppe, da det er meget billigere og udvalget er større, men det kan vi nok ikke rigtig nå i denne omgang, men nu ved vi det hvis vi en dag får mulighed for at komme her ud igen.

19. juli 2010

I dag skulle vi så på turen til Samui aquarium & tiger zoo, som ligger på øens sydlige del. Vi ville blive hentet omkring middagstid, så for et undgå solen tog vi en formiddag på værelset. Ungerne fik set den nye Karate kid film, som vi fik købet en aften. Desværre var det vist en kinesisk udgave, som var censureret flere steder. I hvert fald var flere sener klippet ud, specielt dem hvor de kinesiske børn kom til at fremstå som de onde.

Vi blev hentet med en smule forsinkelse, men det betød ikke det helt store, vi nåede det hele alligevel. Fremme ved Samui aquarium & tiger zoo kunne vi se at de også her havde været gode til at få lavet nogle billeder, hvor stedet virker større og flottere end det i virkeligheden er. Når det så er sagt var det nu en fin tur. Vi blev først vist hen i akvariet, hvor der var en udstilling med fiskelivet omkring Koh Samui. Der var et bassin med havskildpadder som man kunne fodre. Det syntes ungerne var rigtig sjovt. Det virkede nu lidt synd at ingen af bassinerne var særlig store. Efter turen i akvariet kunne vi lige nå at spise den sandwich der flugte med i prisen, men da den lige skulle varmes først blev vi hurtigt guidet hen for at få taget billeder med en tiger. Det var jo turens højdepunkt, og vi har fået billederne med på en cd, så vi kan få dem fremkaldt når vi kommer hjem. Efter vores fotosession med den store tiger, skulle vi skynde os hen for at se et show med søløver. Dette var faktisk et fint show, og efter showet havde vi mulighed for at få taget billede med en søløve. Kun Natasha ville, efter lidt pres fra forældrene, men billedet blev rigtig fint. Natasha fik et stort kys på kinden af søløven, og den skulle efter sigende lugte lidt af fisk.

Efter en lille pause og en is, var det tid til det vi troede kun var et show med tigre. Desværre var der lige indlagt et show med fugle i programmet også. Det var bestemt ikke noget Lilli brød sig særlig meget om. Specielt ikke fordi nogle ret store fugle blev sendt ud og flyver hen over publikum. Hun overlevede dog, og vi fik set showet med tigrene også. Efter showet havde vi lige 20 minutter inden vi igen blev hentet. Dem brugte vi på at ungerne fik taget billeder med en tigerunge. Dette var godt nok ikke med i prisen, så vi måtte betale ekstra, men hvor tit har man lige mulighed for at få taget billeder med en rigtig tiger?

Tilbage på hotellet var det bare med at komme i badetøjet og ned i poolen i en fart. Det var rigtig dejligt at blive kølet af efter en varm dag. Ungerne havde en t-shirt på for ikke at få mere sol på de ømme steder. Den skal de nok også have på i morgen, bare for en sikkerhedsskyld.

Vi gik tidligt ud for at spise aftensmad. Vi ville lige ud og kigge på nogle flere postkort. Vi fik sendt alle dem vi havde købt sidst, så der var ikke noget til os selv. Flemming foreslog om vi ikke skulle tage ind og se et kabaret show med dragqueens. Ungerne synes det var lidt underligt at mænd havde klædt sig ud som damer, men det var nu god underholdning alligevel. En af tjenerne var helt forelsket i Alexander, og kunne slet ikke lade være med at komme hen og nusse ham i nakken. Alligevel lykkedes det for ham at falde i søvn under showet, hvilket blev bemærket af flere af de optrædende, og vores bord fik en del af opmærksomheden. Efter showet var der mulighed for at få taget billeder med de optrædende, men det var lidt besværligt med et sovende barn på armen, så vi gik bare hjem for at putte ungerne.

søndag den 18. juli 2010

18. juli 2010

I dag ville vi endnu en gang en tur til stranden for at bade. Vejret i dag var mere overskyet, så der skulle være en chance for ikke at blive alt for rød. Flemming tog dog ikke nogen chancer, og havde i går aftes købt en ny solcreme med faktor 50. Med godt med solcreme på gik vi ned og fandt os nogle solstole. Vi gik først en tur langs stranden for lige at lade solcreme trænge helt ind, inden ungerne blev sluppet løs i bølgerne.
Der var ikke rigtig nogen af os der havde den helt store sult til frokost, så i stedet for at gå op fra stranden, købte vi nogle grillede majskolber fra en lille bod nede på stranden. De smagte fantastisk godt, så mon ikke vi køber nogle af dem igen en dag?
Lilli fik også prøvet en thaimassage i det lille telt der er ved nedgangen til stranden fra vores hotel. En times massage koster lige under 50 kr. Flere steder oppe på hovedvejen kan man også få massage, men der er nu noget over at ligge nede på stranden og få det gjort. Natasha har flere steder set at man kan få lavet fletninger i håret. Det er hun meget opsat på at få gjort, så nu skal hun bare finde ud af hvordan de helt præcist skal være.

Først på eftermiddagen gik vi fra stranden og op i poolen for lige at bade lidt mere og samtidig få skyllet noget af alt saltet af. Vandet ved stranden er meget salt. Det var dejligt med en tur i poolen. Natasha fik øvet noget mere i at dykke. Det er begyndt at gå rigtig godt. Hun dykker faktisk bedre end hun svømmer nu. Alexander er ikke helt så meget for at komme i vandet når han ikke kan bunde. Vi har forgæves kigget efter et svømmebælte til ham, både her og i Manila. Vi troede det ikke ville blive noget problem at finde, men de bruger kun store veste hernede, og vi synes den virker lidt for kluntet. I stedet stod han oppe på kanten og spillede bold med Flemming, som var i vandet.

Da vi kom op fra poolen kunne vi godt begynde at mærke, at solen alligevel er stærk selv om der er skyet. Ungerne fandt ud af hvorfor vi gerne ville havde dem op til nogle mindre badepauser for lige at smøre dem. De sagde hver gang nej. Her til aften betaler de så prisen, de er blevet røde begge to. Natasha er hårdest ramt. Vi gik derfor ned til det booking kontor hvor vi også bookede sidste tur. Her fik vi en rigtig god behandling og hende der bookede for os gjorde alt hun kunne for at giveois den laveste pris. Det samme gjorde hun denne gang. Hun mener godt Alexander kan gå som en på 3½, på den måde er han nemlig gratis. I morgen der det så Tiger Zoo vi vil besøge. Ungerne trænger vist til en dag hvor de ikke er alt for meget i solen.

Da turen var bestilt gik vi en lille tur inden det var tid til at finde en restaurant for at spise. Lilli ville gerne lige ned i den butik med taskerne i den gode kvalitet og kigge igen. På vejen fandt hun også en skrædder, med en kjole i vinduet som hun godt kunne lidt. Vi gik derfor ind og det endte med at hun fik bestilt en kjole og Flemming fik bestilt to skjorter. De ville godt nok gerne sælge ham en jakkesæt også, og selv om det er fristende at få syet et der passer perfekt, så må det han har der hjemme være nok lige nu. Men et par nye skjorter kan vel godt gå an. Den samlede prist endte på 9000 bath hvilket er ca. 1600 danske kroner. Det er vist heller ikke så slemt når det hele er syet specielt til vores mål. På tirsdag skal vi ned og have tilrettet første gang. Det er vi rigtig spændt på.

17. juli 2010

I dag stod vi op til endnu en morgen med morgenmad på terrassen og havudsigt. Vejret så fint ud så vi glædede os til dagens tur rundt til nogle af seværdighederne på øen. Vi blev hentet i en firehjulstrækker med åbent lad kl. 9.20. Vi havde en guide med som bestemt ikke så særlig thailandsk ud. Han så mere ud som om han var kommet direkte fra optagelserne til en ny Pirates of the Carabien film. En hyggelig gut med masser af humør. Vi havde valgt en heldagstur, hvor vi blandt andet skulle se Big Buddha, The magic garden, ride på elefanter og se forskellige dyreshows. Turen gik rigtig fint, men med de mange ting vi skulle se var programmet nok lidt presset. Havde vi haft mere tid end kun en uge, ville vi nok vælge at dele det mere op en anden gang. Flere steder havde vi kun 10-15 minutter til at få set det hele og taget billeder. Ungerne nød turen i den åbne bil. I starten fik de lov at stå op på sædet og kigge hen over taget, men da vi kom væk fra hovedvejen, fik de også lov at komme op og siddet på taget på en rigtig jungletur, op og ned af nogle ret stejle grusveje. Ungernes jubel imponerede flere af dem vi delte bil med.
Da vi nåede frem til det sted hvor vi skulle se de mange dyreshows, var det først blevet tid til en velfortjent frokost. Vi blev budt på traditionel thailandsk mad. Ungerne spiste ikke så meget, men vi to gamle nærmest skovlede ind. Det smagte rigtig godt.

Vi var vist blevet lidt forsinkede i programmet, så turen elefanterne måtte vente til efter dyreshowsene. Det første show vi skulle se var med elefanter. Vi havde købt nogle bananer som vi skulle fodre elefanterne med. De kom rundt til publikum og tog bananerne af hånden med deres snabel. Natasha blev spurgt om hun ville op at ride på en af elefanterne under showet, men hun blev lidt genert og ville ikke. Undervejs i showet blev Flemming så spurgt om han ikke ville med op og lave tovtrækning med en af elefanterne. Han tog udfordringen op sammen med 10-15 andre mænd, men selv om der blev lagt kræfter i, var det alligevel elefanten der løb med sejren, og det endda ganske overbevisende.

Efter elefantshowet skulle vi se et show med aber. Det virkede lidt som en udstilling af dyrene, som var udklædt med tøj og make-up. Skal vi nu være helt ærlige virkede det faktisk ikke specielt rart at se på. Senere ventede et show med krokodiller, fugle og slanger. De mange shows uden pauser blev ret langtrukne. Vi mistede alle koncentrationen til sidst. Undervejs i de mange shows begyndte det at regne, som det har for vane at gøre om eftermiddage hernede. Vi var noget bekymrede for at vores elefanttur ville blive aflyst. Heldigvis havde de tænkt på det hele, så vi blev sendt op på elefanterne og fik så bare en paraply vi kunne sidde under på turen. Det var rigtig sjovt at sidde på ryggen af de store dyr og få en tur rundt i skoven. En rigtig god afslutning på dagen.

Tilbage på hotellet var der ikke meget energi tilbage i nogen af os. Vi fik badet og skiftet det tøj der var blevet vådt og gik ned for at spise. Vi blev hevet ind i en indisk restaurant denne gang. Maden smagte rigtig godt, men vi er nu blevet enige om at vi nok hellere vi gå efter restauranter med thaimad de næste dage.
Restauranten på hotellet er forholdsvis dyr, men vi har alligevel besluttet at vi nok vil prøve den en af de sidste dage. Hvis maden svarer til alt andet på hotellet, bliver vi med sikkerhed ikke skuffede. Det er virkelig et rigtig dejligt hotel vi har fået. Servicen er helt i top. Når vi kommer hjem om aftenen har stuepigerne været inde og skifte de håndklæder vi bruger på stranden, så vi har nye til dagen efter. De sætter også et lys en det lille duftlys vi har på badeværelset, så der dufter rigtig godt når vi kommer hjem.

16. juli 2010

Selv om vi var trætte i går, var der alligevel ikke nogen af os der kunne sove rigtig længe. Det gjorde heller ikke noget, for sikke en udsigt vi kunne stå op til. Fra vores altan kunne vi stå og se solen stå op ud over vandet. Den udsigt vil vi bestemt gerne have med os hjem. Efter et tiltrængt bad gik vi ned for at spise morgenmad. Det var rigtig svært at vælge. Buffeten er både flot og stor, men vi fik da fyldt tallerknerne og fik et bord med udsigt over vandet.

Med fyldet maver kom vi hurtigt op på værelset og fik badetøj på og smurt os med solcreme. Så kunne det kun gå for langsomt med at komme ned til stranden, og sikke en lækker strand. Vandet var flot og klart og dejligt varmt. Desværre kunne vi ikke helt stoppe med at bade. Det betød at solcremen blev skyllet af, også selv om vi havde købt en der skulle være vandafvisende. Resultatet var en meget rød far og en lidt mindre rød datter. Det kommer til at gøre ondt de næste par dage. Vi håber vi kan rede det værste med godt med aloe vera og aftersun lotion.

Ved middagstid gik vi op fra stranden for at spise frokost og se lidt på hovedgaden med alle de butikker vi ikke rigtig kunne se i går aftes da vi kom. Vi var ikke nået mange meter ned af vejen før de første sælgerne havde spottet at der var nye turister på vej. Hurtigt var de ude og have fat i os for at lokke os med ind i deres butik. Vi var dog kun inde ved at par skræddere for at forhøre os om priserne på at få syet et jakkesæt til Alexander. Priserne ligger omkring 1000 kr. Vi synes måske det er lidt meget for et jakkesæt han hurtigt vokser ud af.

Flemming fik også besøgt en tatovør. Her er priserne rigtig gode i forhold til Danmark. Nu skal det lige overvejes om der den sidste dag skal laves en ny tatovering inden vi skal hjem.

Priserne på restauranterne her nede er faktisk ikke helt så billige som vi havde regnet med. Det er tydeligt at der er mange turister her i forhold til i Manila. Det er skruet gevaldigt op for priserne. Vi fandt dog en hyggelig lille restaurant, hvor vi kunne få en lille smagsprøve på det thailandske køkken. Ungerne var dog ikke helt så modige så de tog en burger i stedet.

Efter frokosten gik vi tilbage på hotellet for lige at slappe lidt af og pleje de solbrændte kroppe lidt. Lilli ville gerne gå en tur langs stranden, for at kigge lidt på de små telte der er sat op, hvor man kan få massage. Vi havde også læst at det kunne være en god måde at finde spisesteder på, da flere hoteller skulle havde restauranter ned til vandet. Vi nåede dog ikke ret langt, inden et regnvejr meget hurtigt trak ind over os. Selv og vi løb alt hvad vi kunne tilbage igen var vi alligevel gennemblødte da vi kom hjem, så vi måtte lige skifte vores tøj endnu en gang inden vi kunne gå ud og spise til aften. Heldigvis er regnen hurtigt over stået her nede. Så til aften kunne vi atter komme ud uden brug af paraply.

På hotellet havde vi fundet flere brochurer med forskellige ture man kan komme på. Vi blev enige om at det nok ville være en god ide at tage på tur i morgen, så vi kunne undgå solen lidt. Vi gik derfor ind til at af det mange steder som arrangerer ture og her fik vi gåde råd til valg af tur samt et pænt afslag i prisen. Så håber vi bare at vi får en god tur i morgen.

Her til aften gik vi noget længere ned af hovedgaden for at se på lidt flere butikker. Vi er faktisk lidt skuffede over deres udvalg af kopivarer. Langt det meste er af så dårlig kvalitet, at vi slet ikke gider købe det med hjem. Lilli fandt dog en butik med tasker, hvor kvaliteten er langt over hvad de små gadebutikker har. Prisen er sikkert også højere, men han lød da til at han var til at handle lidt med. Det gode ved den butik var også at der var en helt tydelig duft af læder da vi kom ind. Så burde der vare gode chancer for at det faktisk er læder og ikke det billige plastik de har de andre steder.

Flemming havde håbet at kunne finde lidt butikker med elektronik, men det er der slet ikke noget af. Ikke lige her i hvert fald. En af dagene vil vi lige havde undersøgt om der er andre steder man kan tage hen for at handle.