Tilbage i den meget lille lufthavn fik vi tjekket ind og kunne så sætte os i den noget beskedne afgangshal, som trods størrelse havde hele to gates. Eller det vil sige, at i hver sin side af rummet, som maks. var 20 meter bredt, var der en dør med et skilt med henholdsvis gate 1 og gate 2. I princippet var det ret ligegyldigt hvilken dør man benyttede, men personalet i lufthavnen valgte alligevel at man KUN måtte benytte den ene gate. 
Sikkerheden i indenrigs lufthavnene i Manila er også noget tvivlsom. Den er i hvert fald ikke specielt konsekvent. Vi har nu to gange slæbt flere liter vand i flasker med igennem sikkerhedstjekket, men når Flemming når i gennem metaldetektoren med bæltet på, bliver han bestemt smidt tilbage igen og må prøve igen, UDEN bæltet.Ventetiden i lufthavnen på Bohol gik med at få skrevet lidt i rejsedagbogen og høre musik. Lufthavnen havde nemlig sit helt eget husorkester som underholder de rejsende mens de venter, og det uanset om de har lyst eller ej, for der er nemlig ikke nogen vej ud. Husorkesteret bestod af fire blinde herre, som med hver sin guitar og noget tvivlsomme sangstemme spillede et medley af filippinske sange og gamle amerikanske klassikere. De havde endda sammensat deres sangvalg sådan at de lige inden vores afgang spillede ”Leaving on a jetplane”.
Tilbage i Manilas vante larm kom Ate Nelia sammen med Glen for at hente os. Vi blev straks kørt ud til Ate Nene, hvor de havde lavet mad til os, for vi måtte jo være sultne oven på turen. Efter maden blev vi kørt hjem i lejligheden, hvor vi hurtigt fik pakket ud og smidt noget tøj til vask. Vi ville nemlig gerne hurtigt over i Festival Mall for at få Alexander klippet. Flemming fik også shoppet lidt til sin nye niece. Det er svært at lade være. Så må forældrene sortere i det senere.
Til aften tog vi igen ud til Ate Nene for at spise. De havde arrangeret en lille afskeds fest for alle dem som rejser hjem i denne uge. Som der plejer var der masser af god mad og godt humør. Ungerne så vi igen ikke meget til. De fiser rundt og leger med de andre børn. Der har virkelig fået noget ud af at være sammen med dem. Natashas generthed er stort set ikke-eksisterende. Alexander er blevet rigtig fine venner med Paulo. De har en god leg sammen, hvor de skal fange hinanden. De har endda lavet deres eget ”handshake”.Selvom vi ikke så meget til ungerne betød det ikke at vi kedede os. Deres var nemlig til anledningen blevet hentet et karaokeanlæg. Og er der noget filippinere er glade for, så er det at synge karaoke, og det uanset om de kan synge eller ej. Vi skulle nu ikke nyde noget af at give et nummer, men de andre holdt sig ikke tilbage. Alan fortalte at de sammenligner sig lidt med deres naboer når de synger, og han mener helt klart at de synger bedst. Naboerne synger forfærdeligt hvis han skal sige det.
Tilbage i lejligheden efter en god aften hos Ate Nene var det tid til at få afgjort et ikke færdigt spil Bezzerwizzer. Igen vandt Flemming. Det er fire sejre ud af fem spil. De andre mener stadig det er et spørgsmål om held, men det er der dog lidt uenighed om. Flemming er i hvert fald ikke enig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar