søndag den 11. juli 2010

10. juli 2010

I dag skulle vi rejse til Bohol, som er endnu en af de mange tusinde øre som Filippinerne består af. På Bohol skulle der være nogle rigtig flotte strande, så vi glæder os til at komme af sted. I den bygning vi bor skulle der i dag udføres pest control, så vi skulle helst være uden af lejligheden klokken 9 om morgnen. Da vi alligevel skulle til Bohol med alle dem fra Norge samt MeAnn og hendes familie valgte vi at tage ud til Ate Nene fra morgenstunden, så kunne vi også få noget at spise inden vi skulle køre til lufthavnen klokken 13. Men vores dag startede nu med noget helt andet end turen til Bohol. Der var nemlig kommet besked om, at Lotte og Michael havde fået deres lille Cecilie. Det var jo rigtig gode nyheder at starte dagen med, selv om vi nu gerne så det havde ventet til vi var kommet hjem til Danmark. STORT tillykke med den lille, som vi glæder os rigtig meget til at komme hjem og se. Vi håber dog at der når billeder frem til os inden.

Turen til Bohol gik fint, alle kom med, da vi havde fundet den rigtige lufthavn. Det er åbenbart ikke helt så enkelt som det lyder. Fremme på Bohol kom vi til, hvad vi tror, må være verdens mindste ankomsthal. Den var godt nok ikke ret stor. Bagage båndet var ikke andet end et lidt forvokset kassebånd fra Bilka. Men vi fik da vores bagage og blev hentet i en bus og kørt ud til Panglao Island Nature Resort & Spa. Her skal vi så bruge resten af dagen i dag og hele dagen i morgen, for at vende næsen hjem til Manila igen mandag morgen klokken 8. Da vi havde fået tjekket ind og var kommet ned til vores bungalow opdagede vi at vi var kommet til at lave koden til låsen på tasken om, så vi kunne ikke komme i vores taske med alt vores bagage, pokkers. Heldigvis var de søde til at hjælpe os i receptionen og fik sendt end ned med en nedstryger. Med startvanskelighederne overstået kunne vi gå ned og se lidt af stranden inden vi skulle spise. Der var ved at blive mørkt, men underne fik da fundet lidt skaller og koraler, som skal med hjem. Natasha fik fundet et flot sneglehus. Desværre havde hun ikke opdaget at en krebs havde fundet det før hende og slået sig ned i det. Så da hun lagde det på bordet begyndte det at flygte. Så vi måtte pænt aflevere krebs og sneglehus tilbage igen. Den ville ikke med od hjem. Efter aftensmaden gik vi en tur i den lækre pool. Det var dejligt at komme i vandet og blive skyllet efter turen her til. Det var et virkelig flot syn uden over en klippeskrænt ned til vandet, hvor der lå nogle små både og vuggede og ude i horisonten skulle vi se nogle flotte lyn lyse op på den mørke himmel. I lyset fra en projektør kunne vi se flagermus suse rundt og fange insekter. Ved 22 tiden gik vi tilbage for at sove så vi er friske til i morgen. På vejen tilbage skulle vi dog lige forbi et MEGET stor edderkop og det største firben vi endnu har set. For ikke at nævne de store flagermus som var i træerne lige uden for vores bungalow.

1 kommentar:

  1. HOLD DA HELT FERIE hvor lyder det bare godt - og når vi googler ser det bare HELT perfekt ud. Jeg har googlet priser dertil med fly - nu skal far bare overtales!!
    Knus (far)mor Birgit

    SvarSlet